Just hvad er en APOSTEL?"

Kapitel 2

Apostlene i Kirkens Begyndelse

De Tolv:

Lige før Jesus udvalgte de tolv apostle imellem de disciple der fulgte ham på den tid, "Da siger han til sine disciple: 'Høsten er stor, men arbejderne er få, bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst'" (Matt 9:37-38). Det der forestod, var af monumental betydning, og Lukas 6:12-13 oplyser " … at han gik ud i bjergene for at bede; og han tilbragte natten i bøn til Gud." Men hvorfor tolv apostle? Har tallet nogen betydning?

Efter at have udvalgt apostlene: "Disse tolv sendte Jesus ud og bød dem og sagde: 'Gå ikke ud på hedningers veje og ikke ind i samaritaneres byer" Matt 10:5-6). Dette indledende bud indeholder meget mere information end blot at henvise til den rolle de dengang skulle udføre. Han sendte dem først til Israels tolv stammer, og senere definerede han detaljerne i den rolle de ville få ved hans genkomst – I Guds Rige.

I Mattæus 19 sagde Kristus: "Sandelig siger jeg Eder: ved verdensgenfødelsen, når Menneskesønnen sidder på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer" (Matt. 19:27-28). Forklaringen på, at der var tolv apostle er fordi der er tolv stammer i Israel. Hver apostel er bestemt til at regere over en af stammerne. Ikke underligt at Kristus bad hele natten før han skulle tage så vigtige beslutninger.

Vi får mere information i Åbenbaringens bog: Johannes så i et syn det Ny Jerusalem med "tolv porte, og ved portene stod tolv engle; og der stod skrevet navne over portene: Navnene på Israels børns tolv stammer … Og bymuren havde tolv grundstene, og på dem stod tolv navne: Navnene på Lammets tolv apostle" (Åbenb 21:12, 14).

Som vi ser her, er de tolv apostles navne tæt sammenknyttet med selveste fundamentet i det Ny Jerusalem. Disse fundamenter der bærer murerne med de tolv porte, der giver adgang til denne åndelige by – hver port er identificeret med én af Israels stammer. Dette syn giver endnu klarere forståelse for den vitale rolle Gud har planlagt for de Tolv Apostle – på dem hviler fundamentet for hver eneste af Israels tolv stammer.

I Judas Iskariot' Sted:

At de tolv Apostle forstod den rolle de spillede i undervisningen af Israel, var selvfølgelig fordi Jesus allerede havde afsløret deres fremtidige stilling for dem: Apostlenes Gerninger fortæller os at indtil den dag, da han blev optaget, efter at han ved Helligånden havde givet sine befalinger til apostlene, som han havde udvalgt sig. . . og talte om, hvad der hører Guds Rige til (Apo.g 1:2-3).

Efter at være blevet undervist af Kristus, havde de tydeligvis det fremtidige Guds Rige og den regeringsposition, de var blevet lovet, I tankerne. Apostlene spurgte da, "Herre! Er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?" (vers 6). Dette er også grunden til, at en af de første ting det var nødvendigt at få ordnet efter Kristi død og opstandelse, var at erstatte Judas Iskariot. Det var vigtigt at nummeret Tolv blev bevaret: "Derfor kastede de lod imellem dem, og loddet faldt på Mattias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve" (vers 26).

Hvis vi lægger mærke til hvordan dette lod blev kastet, vil vi igen se at det var Gud – ikke disciplene – der valgte erstatningen for Judas. Det er altid Gud der sender en sand apostel. I Apostlenes gerning 1:21-22 finder vi, at det er Guds grundlæggende kriterium der tillader, at en person kan blive taget i betragtning som erstatning, eftersom denne person også skulle kunne vidne om Kristi præstegerning på jorden: "Derfor bør en af de mænd, som fulgte med os i hele den tid, da Herren Jesus gik ind og ud hos os, lige fra Johannes' dåb indtil den dag, da han blev optaget fra os – en af dem bør sammen med os være vidne om hans opstandelse"(Apo.g 1:21-22).

Tilsyneladende var der kun to individer der opfyldte betingelserne: Josef, som kaldtes Barsabbas med tilnavnet Justus og Mattias. "De fremstillede derefter to … Så bad de og sagde: "Herre, du som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har valgt til at indtræde i dette embede og den apostelgerning, som Judas forlod for at gå bort til sit eget sted … og loddet faldt på Mattias" (Apo.g 1:23-26).

Det var igen Gud der afgjorde valget og Gud der sendte – ikke disciplene!

Flere end De Tolv:

De tolv var specielle. Men det er også tydeligt fra skriften, at apostelen Paulus blev anset for et specielt individ udtrykkeligt udvalgt af Gud og sendt som apostel til hedningerne. Der er imidlertid også andre apostle nævnt i skriften, der tydeligt viser os, at udtrykket "apostel" ikke var indskrænket til De Tolv og Paulus.

I Mattæus får vi at vide at Kristus havde en bror der hed Jakob (Matt 13:55). Jakob, Kristi bror, beskrives senere af Paulus i Galaterbrevet som "en apostel"; "Af andre apostle så jeg ingen, kun Jakob, Herrens broder." (Gal 1:19). Det er tydeligt at han var yderligere tilføjet de tolv. En anden af de tolv hed også Jakob søn af Zebeus og endnu en hed Jakob, han var søn af Alfæus. Men ingen var "Jakob Herrens broder" eller som han ville være blevet beskrevet, søn af Josef (Jesu menneskelige "fader").

I Apostlenes gerninger kapitel 14 omtales Barnabas som en apostel (en der er sendt): "Men da apostlene Barnabas og Paulus hørte dette, sønderrev de deres klæder og sprang ind midt i folkeskaren, og råbte og sagde: 'Mænd, hvad er det dog I gør? (Apo.g 14:14-15). I dette tilfælde var Paulus og Barnabas blevet "sendt" af Gud til at udføre en specifik opgave. I Apostlenes gerninger 13 læser vi, at Paulus og Barnabas var blevet udvalgt af Gud og derefter sendt af "den Hellige Ånd" (Apo.g 13:4)..

I Romerbrevet 16 omtales to individer: Andronikus og Junias. Der er forskellige oversættelser af denne passage, men det er muligt at de også var apostle (sendt) i en speciel hensigt. Vi får imidlertid ingen detaljer: "Hils Andronikus og Junias, mine landsmænd og medfanger, som er højt ansete iblandt apostlene, og som også har været i Kristus før jeg" (Rom 16:7).

Falske Apostle:

Et af de mest overbevisende fingerpeg om, at der var adskillige apostle i den tidlige kirke ud over de tolv og Paulus, er den kendsgerning at "falske apostle" bliver nævnt. Hvis apostelrangen var begrænset til de tolv og Paulus, ville falske apostle ikke have vildledt nogen. Dette fremgår tydeligt af skriftsteder, som de to der følger:

"Thi den slags mennesker er falske apostle, svigagtigt arbejdere, der giver sig skin af at være Kristi apostle" (2. Kor 11:13).

"Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed, og jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde; og du har prøvet dem, som kalder sig selv apostle, skønt de ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere" (Åbenb 2:2).

Johannes Døber

Der er en person, der ved første blik ikke bliver anset for at have udført en apostelrolle, men Johannes Døber er enestående i denne sammenhæng, eftersom han gik forud for Kristus – i modsætning til de tolv. Grunden til at det er vigtigt at anerkende dette aspekt af Johannes Døber, er, at Kristus omtalte ham som type på en anden, der er forudsagt til, at skulle komme just før Hans genkomst. Denne sidste opfyldelse er profeteret til at skulle spille en lignende rolle og at han skulle blive sendt før Kristi genkomst, for at forberede Ham et folk. Dette er grunden til, at emnet om apostelskab er absolut vitalt for Guds sande tjenere af i dag.

To ting peger på, at Johannes Døber udførte en apostels rolle. Den ene er profetier der forudsagde hans komme: Gud siger: "Se, jeg sender min engel, og han skal bane vej for mit åsyn" (Mal 3:1) og "Se, jeg sender Eder profeten Elias" (Mal 4:5-6). Disse skriftsteder viser, at Johannes Døber ville blive sendt af Gud – den sande mening af titlen "apostel" (gr. apostello=én sendt).

Det andet aspekt er den måde Kristus omtalte Johannes: "Nej, hvorfor gik I ud? For at se en profet? Ja, jeg siger jer, endog mere end en profet. Han er den, om hvem der står skrevet: 'Se, jeg sender min engel for dit åsyn, han skal bane din vej foran dig'" (Matt 11:9-10). Når disse vers analyseres i lyset af de aktuelle embeder indenfor Kirken -- "Og Gud har i kirken for det første sat nogle til apostle, for det andet nogle til profeter, for det tredje nogle til lærere…" (1. Kor 12:28) -- ser vi, at den eneste rang, der er over en profet er rangen af apostel. Kristus synes derfor at antyde at Johannes Døber bærer denne rang.

Johannes Døber blev "sent" til at udføre en speciel opgave. Han er også prototype på den apostel (en der er sendt), der er forudsagt skulle komme. Dette sidste individ af de to har profetien forudsagt vil komme i den sidste tid, hvor et udvalgt Guds-folk skal have forberedt sig til at udgøre en del af det levende Tempel, som Kristus vil komme tilbage til. Apostelen i de sidste tider vil blive beskrevet senere i dette hæfte – i kapitel otte.

Resumen:

Grunden til at Kristus valgte tolv apostle var, at hver af dem skal regere over en af Israels stammer i Guds Rige. Paulus blev også håndplukket af Gud og sendt til hedningerne.

Der var imidlertid flere end de tolv apostle plus Paulus. Selv om Johannes Døber kom forud for Kristus, var han også "sendt" (gr. apostello) og blev af Kristus omtalt som "mere end en profet." Endnu vigtigere er det, at han var prototypen på opfyldelsen af et andet individ som også var forudbestemt. Dette individ ville blive "sent" (gr. apostello) lige før Kristi genkomst, for at forberede ham et folk (et helligt tempel), og det var profeteret, at han skulle restaurere alle ting, lige før enden.